Demokratiet styrkes ikke ved at tie dem, der siger fra

 På Grundlovsdag holdt Mette Jorsø en tale om demokratiet og nødvendigheden af lederskab. Hun pegede på, hvordan få borgere gennem klager kan bremse store projekter, og efterlyste mere mod til at handle for fællesskabet.

Det lyder umiddelbart fornuftigt. Men talen glemmer noget helt afgørende: Det er ikke demokratiets svaghed, at borgere klager – det er en af dets største styrker - det er politisk arrogance.

Mettes tale fremhæver tre konkrete sager: klager over boldbaner, festuge og Vallø Energipark. I alle tre tilfælde fremstilles klagerne som uforholdsmæssigt forstyrrende for fællesskabet. Men det er en unuanceret fremstilling.

For det første: Klageretten er ikke et luksusproblem. Den er en del af retssikkerheden – og den beskytter både fællesskabet og det enkelte menneske mod overgreb, overhøringer og forhastede beslutninger.

For det andet: Når Mette kalder modstanden mod Vallø Energipark for udtryk for en "mindre borgergruppe", skævvrides virkeligheden. Over 3.500 borgere har skrevet under mod projektet. Det er ikke en håndfuld. Det er en betydelig del af lokalsamfundet, som er bekymret over konsekvenserne – for natur, for livskvalitet og for den måde, beslutninger bliver truffet på. Ingen reflektion over egne fejl.

For det tredje: Talen reducerer børn, unge og ældre til passive deltagere i det fællesskab, der skal "trækkes med", men adresserer ikke deres reelle udfordringer. Der nævnes intet om unge i mistrivsel, ældre i ensomhed eller børns behov for trygge rammer og grønne rum. Når politiske beslutninger ignorerer disse grupper – og samtidig skubber dem foran sig som argument – svigter vi netop det fællesskab, vi siger, vi vil styrke.

Endelig: Når der tales om "tavsheden" som stiltiende samtykke, glemmer man at spørge: Taler folk ikke, fordi de er enige – eller fordi de har opgivet at blive hørt? Den forskel er afgørende. Demokratisk lederskab handler ikke kun om at tage beslutninger – men om at sikre, at flest muligt føler sig set og inkluderet i dem.

Det er ikke farligt, at nogen siger nej. Det farlige er, hvis de mister evnen til at lytte til dem, der gør. Det skaber politikerlede, tillidskrise og afstand mellem borger og beslutningstager.

Der er intet i vejen med mod og handlekraft. Men der er noget i vejen, hvis politikerne bruger mod som undskyldning for ikke at lytte.