Når man har magt, har man ansvar – også i Køge Kommune

Der findes et gammelt udtryk, som stadig har klangbund i både etik og politik: "Med stor magt følger stort ansvar." Det stammer oprindeligt fra den franske oplysningstid og har siden fundet vej til alt fra superheltefilm til statsministertaler. Men det er ikke bare flot retorik – det er en grundlæggende sandhed. Og den gælder i høj grad også i kommunalpolitik. Den gælder i høj grad i Køge.

For når man – som det siddende flertal i Køge Byråd – har haft magten, altså flertallet og dermed muligheden for at træffe beslutninger uden at skulle forhandle med de øvrige partier, så følger der et ansvar. Et ansvar for, at beslutningerne ikke blot bliver gennemført, men også at de virker. At de hænger sammen. At de tjener borgerne – ikke blot ideologien.

Men det ansvar er ikke blevet forvaltet med den nødvendige omtanke. Eller skal vi sige: forvaltningssansen har haltet.

En magt uden ører

I flere år har vi været vidner til et flertal, der har stemt ting igennem uden reel inddragelse af det borgerlige mindretal. Det er helt legitimt i en parlamentarisk forstand – flertal tæller. Men demokrati handler også om samarbejde, lydhørhed og respekt for alternative synspunkter. Særligt i en kommune, hvor konsekvenserne af beslutningerne kan mærkes direkte og hurtigt: i ældreplejen, på skolebænken og i forældres skemaer, når fritidstilbud skæres væk.

For hvad hjælper det at sidde med hele orkestret, hvis man ikke gider spille efter noderne – eller bare lytte?

Når velfærd bliver til varm luft

Man skal ikke grave dybt i kommunens egen økonomirapportering for at se, at budgetterne på centrale velfærdsområder er pressede. Plejeområdet er belastet, både i medarbejdertrivsel og borgernes oplevelse. Skolerne lider under slidte bygninger og for få voksne pr. barn. Og børnene selv, ja, de har ikke stemmeret – men det burde ikke være en undskyldning for at ignorere deres fremtid.

Den røde flertalskurs har i flere år mindet mere om en envejsmotorvej end et fælles landskab af ideer. Det er som om, man har taget autopiloten på – uden først at plotte kursen ind.

Og nu begynder resultaterne at vise sig. Ikke som blomstrende velfærd eller begejstrede borgere, men som spørgsmål, kritik og voksende skepsis.

Det handler ikke om rødt eller blåt

Lad mig være klar: Det her handler ikke om at pege fingre af rød politik som sådan. Det handler om, hvordan man forvalter et mandat. Uanset farve. Magt er ikke retten til at lukke ørerne, men pligten til at åbne dem.

I Moderaterne tror vi på samarbejde. Ikke som pynt, men som metode. Ikke som en høflighedsgestus, men som en grundlæggende forpligtelse. For det er i samtalen, de bedste løsninger findes. Ikke i ekkokamre.

Det borgerne forventer – og fortjener

Når borgerne sætter deres kryds, så giver de ikke bare magt. De udtrykker en forventning: "Gør det bedre end os. Lyt til os. Pas på os." Og når det ikke sker, ja, så mister man ikke kun vælgere – man mister tillid. Og den er svær at genopbygge, uanset hvor mange pjecer og pressemøder man smider efter problemet.

Hvis Køge Kommune skal videre, så kræver det, at vi tør gøre op med vanetænkningen. Tør sige, at magt ikke er noget, man har – det er noget, man forvalter. Og det kræver både ydmyghed og åbenhed.

Og måske bare en anelse selvironi

Der er noget tragikomisk over det hele. Et flertal, der har haft alle muligheder, men alligevel får det til at lyde som om, det er verdens skyld. Men måske skal vi bare erkende: Selv den stærkeste maskine kører skævt, hvis man glemmer at justere styretøjet. Og lige nu trænger Køge til både retning og balance.

Så lad os tage ansvar for fremtiden – sammen. Ikke som fløje, men som voksne mennesker med en fælles kommune. Det er det mindste, borgerne kan forvente. Det er det mindste, vi skylder dem.

Valget den 18. november er ikke kun et spørgsmål om krydser – det er et spørgsmål om tillid. Og den skal vi gøre os fortjent til.