Ældre er ikke en byrde – og vi skal stoppe med at tale om dem, som om de er det.

For nylig stod jeg på torvet og overhørte en samtale mellem nogle yngre – pæne og velformulerede – mennesker. De talte om de ældre som “en byrde”. Måske sagde de det ikke med ond vilje, men ordene sad fast.

Jeg burde have blandet mig. Jeg gjorde det ikke. Og det har jeg fortrudt lige siden.

Derfor skriver jeg det her. For det er simpelthen ikke i orden.

At kalde ældre en byrde er både forkert og respektløst. Det er de samme mennesker, som har bygget det samfund, vi står på skuldrene af. De har knoklet, betalt skat, holdt fast i fællesskabet – og nu bliver de reduceret til et økonomisk problem?

Ældre er ikke en byrde. De er livsvidner.

De er erfaringsbanker med interesse.

De er frivillige ildsjæle, reservebedste-forældre, kulturformidlere – og ofte de eneste i familien, der stadig kan lære dig, hvordan man stryger en skjorte eller lapper et cykeldæk.

De kan noget, som vi andre har glemt i farten: De har tid. Tålmodighed. Og en evne til at lytte uden straks at hive mobilen frem.

Hvis vi skal tale om ældre i samfunds-debatten, så lad os gøre det med værdighed. Ikke som en “byrde” – men som en bærende del af fællesskabet. En ressource. Eller mit personlige favorit:

Fremtidsrådgivere.

– For de har trods alt prøvet det meste før os.

Så lad os aflive idéen om, at ældre er et problem.

Det virkelige problem er et samfund, der ikke forstår at sætte deres potentiale i spil.